Forleden morgen stod jeg op, og fulgte min morgenrutine, som jeg altid gør.
Min hjerne kørte dog på højtryk som en popcornmaskine, og jeg havde en følelse af, at gå ved siden af mig selv.
Da jeg som vanligt går morgenturen, med min hund, ude i skoven, slår det mig pludselig…
“Låste jeg overhovedet døren da jeg gik…?”
Jeg har altid min lille taske med, fordi jeg lytter lydbog eller podcast, så jeg tjekker i tasken om nøglen er der.
Jeg kunne ikke huske, at jeg havde haft den i hånden, men nøglen lå i tasken, og jeg konkluderede, at jeg havde låst døren.
Lige dér…
I det øjeblik…
Gik det op for mig, at jeg ikke var tilstede i min krop.
At jeg fløj rundt i mit hoved, og allerede var i gang med alle mine gøremål på min to-do liste.
At jeg ikke havde hørt ret meget af den podcast jeg havde i ørene.
At jeg ikke havde registreret om min hund havde skidt..(ja det er en ting, når man har hund og skal samle op efter den…)
Jeg stoppede op.
Stod stille.
Mærkede mine fødder mod skovbunden, og mærkede min vejrtrækning.
Jeg må også nogle gange huske mig selv på, at være til stede og gøre én ting ad gangen.
Være lige der hvor mine fødder er, for der er min krop også.