– forbindelsen til bindevæv og psoas
Vidste du, at der er egentlig er en forskel på begreberne “åndedræt” og “vejrtrækning”?
På overfladen lyder de ens, men dykker vi lidt dybere ned, afslører de en hel verden af forståelse om kroppen, sindet og forbindelsen mellem dem.
Jeg vil dog krybe til bekendelse, at jeg oftest bruger ordet “vejrtrækning”, når jeg skriver og når jeg underviser.
Hvis vi dykker lidt ned i det, hvad er så forskellen på åndedræt og vejrtrækning?
- Vejrtrækning er den fysiske handling, hvor vi indånder ilt og udånder kuldioxid. Det er kroppens helt automatiske og livsnødvendige funktion, som vi sjældent tænker over i dagligdagen.
- Åndedrættet, derimod, rummer noget mere. Det er oplevelsen af at trække vejret og den energi og livskraft, der flyder med det. I yoga kalder vi det ofte prana – den livsenergi, som forbinder krop og sind.
Ved at arbejde bevidst med åndedrættet kan vi ikke blot påvirke vores fysiske velbefindende, men også skabe ro og balance mentalt. To af kroppens vigtigste aktører i denne sammenhæng er bindevævet og psoas-musklen.
(En tredje og også meget vigtig aktør, der bliver direkte påvirket af vores vejrtrækning er; vagus nerven. Den får sit eget blogindlæg en dag 🙂 )
Bindevævet og din vejrtrækning
Bindevævet er som et net, der forbinder alt i kroppen – fra muskler og knogler til organer. Det ligger i tynde lag og tykke lag, korte kæder og lange kæder. Det tykkeste lag vi har er tx i lænden. Det tredje tykkeste er overraskende nok i svangen!
Bindevævet giver struktur og støtte, men det er også en dynamisk del af vores bevægelse og velvære. Når bindevævet er sundt og hydreret, er det fleksibelt og støttende. Men hvis det bliver stramt eller stift, kan det begrænse vores bevægelse og påvirke vores vejrtrækning, og give ømhed og smerter i kroppen.
Stramt bindevæv kan skabe en følelse af at være “lukket” i kroppen – som om det er svært at trække vejret frit. Ved at arbejde med blide bevægelser og stræk, kombineret med bevidst åndedrætsarbejde, kan vi skabe mere plads i kroppen og slippe de spændinger, der holder os tilbage.
Det arbejder vi altid med på mine ugentlige yogaklasser, og vi dykker endnu dybere ind i forståelsen af det på min pop-up klasse Bindevævsboosteren, der tilbydes 4-6 gange om året. Se om den er i kalenderen HER.
Psoas – sjælens muskel
Psoas-musklen er en dyb kernemuskel, der forbinder din rygsøjle med dit bækken. Den spiller en central rolle i din kropsholdning, din bevægelse – og dit åndedræt. Psoas bliver ofte kaldt “sjælens muskel”, fordi den også har en dyb forbindelse til vores stressrespons.
Når vi er stressede, eller når kroppen ophober spændinger over tid, kan psoas blive stram og overaktiv. Dette kan gøre det svært at trække vejret dybt og skabe en følelse af uro. Ved at arbejde med specifikke bevægelser og åndedrætsøvelser kan vi afspænde og styrke psoas, så vi kan genfinde en naturlig og rolig vejrtrækning.
I de fleste hverdag, med stillesiddende arbejde, bliver psoas også kort og inaktiv, og når Psoas bliver kort, trækker den på lændehvirvlerne, som derved påvirker det tykke lag bindevæv…
Kan du se hvordan det hele hænger sammen?
Hvorfor betyder det noget?
Forbindelsen mellem åndedrættet, dine vejrtrækninger, bindevævet og psoas er en nøgle til at opleve mere frihed og balance i krop og sind. Når vi skaber plads i bindevævet og ro i psoas, kan vi trække vejret mere frit – og med det følger en følelse af ro, klarhed og forbundethed.
Åndedrættet – bindevævet – psoas er en smuk, smuk treenighed! Alle mine klasser er med et blidt og kærligt fokus på netop samarbejdet mellem disse tre. Også selvom jeg ikke siger det højt i alle mine klasser. Derfor oplever mine elever større frihed i kroppen, lethed i kroppen, og bedre kontakt til deres krop.
Dyk dybere ned med mig
Hvis du vil udforske dette endnu mere, inviterer jeg dig til at holde øje med mine to pop-up klasser, hvor vi fordyber os i arbejdet med bindevæv og psoas:
- Bindevævsboosteren: En blid klasse, hvor vi arbejder med de 6 dokumenterede bindevævskæder med selvmassage, stræk, bevægelssflows og vejrtrækningen for at skabe plads og lethed.
- Den elskelige Psoas: En klasse med fokus på at afspænde og styrke sjælens muskel gennem blide bevægelser, stræk og vejrtrækningen.
Uanset om du er nysgerrig på åndedrættets dybde eller bare vil give din krop lidt ekstra kærlighed, er du mere end velkommen. Jeg glæder mig til at guide dig på rejsen.
Træk vejret dybt og roligt. Lad udåndingerne blive lange – og mærk forskellen.
Kærlig hilsen
Kristina