Jeg begyndte ikke at praktisere yoga og meditation, fordi jeg ville blive en “bedre version” af mig selv.
Jeg begyndte, fordi der var noget i mig, der længtes efter ro. Få ro på mit tankemylder. Længtes efter at trække vejret mere frit. Efter at føle mig hjemme i min egen krop.

Over årene har praksissen lært mig mange ting. Ikke som hurtige svar, men som stille erkendelser, der er landet lag for lag. Som om der gradvist er blevet mere plads i mig. Til mig selv og til verden.

Her er nogle af dem – skrevet fra hjertet. Måske kan du spejle dig selv i nogen af dem –

Yoga og meditation har lært mig…

At ro ikke er noget, jeg skal lede efter.
Den opstår, når jeg holder op med at skynde mig væk fra mig selv, og bliver bevidst om lige nu og her.

At min krop taler til mig hele tiden.
Og at den som regel er klogere end mine tanker.

At vejrtrækningen altid er der.
Også når jeg føler mig presset, urolig eller lidt for meget. Den er en sladrehank om hvordan jeg har det, og min bedste ven til at regulere med.

At det bløde, sanselige og sårbare ikke er svagt.
Tværtimod.

At lidt og ofte gør en forskel.
Selv på de dage, hvor energien er lav.

At jeg ikke behøver at fikse mig selv.
Jeg er ikke et projekt – jeg er et menneske.

At grænser er en kærlig handling.
Over for mig selv først.

At uro ikke betyder, at noget er galt.
Nogle gange betyder det bare, at noget vil høres, og skal have plads

At sammenligning fjerner mig fra mit nærvær.
Og at nærvær altid er der, når jeg stopper op.

At pauser ikke er spild af tid.
De er nødvendige og giver plads til at mærke mig selv igen.

At tempo må skifte.
Livet er ikke ment til at være i samme gear hele tiden.

At styrke også kan være at give slip.
Og lade tingene være, som de er.

At mit nervesystem har brug for venlighed.
Ikke kun krav.

At tanker kommer og går.
Jeg behøver ikke tro på dem alle.

At tålmodighed kan øves.
Ligesom smidighed. med blødhed og nærvær.

At jeg må godt tage mig god tid.
Der er ingen, der nødvendigvis skynder på mig. Måske kun mig selv.

At sårbarhed skaber ægte forbindelse.
Både på yogamåtten og i livet. Det er en del af mig, som ikke behøver blive pakket væk.

At nærvær slår perfektion.
Hver eneste gang.

At jeg altid kan begynde igen.
Midt på dagen. Midt i en tanke. Midt i mit liv.

Og måske vigtigst af alt:
At jeg er mest mig, når jeg tør være stille.

Hvis du læser med og mærker, at noget i dig falder lidt til ro, så er det nok rigeligt for nu. Lad det lande i dig.

Du behøver ikke tage stilling.
Du behøver ikke beslutte noget.

Bare vide, at der findes rum, hvor du kan lande.
Og at du er velkommen, præcis som du er.