Healing for krop, sind og følelser
Yoga nidra er en årtusinder år gammel teknik fra Indien. Den kom til Vesten i det 20. århundrede, og til Danmark i 70’erne med danskeren Swami Janakananda (Han hed Jørgen inden han tog navneforandring til Swami 🙂 )
Nu er Yoga Nidra så kommet til mig i forbindelse med min uddannelse i Yoga mod Stress, og jeg er FAN!
Som du måske allerede har læst dig til eller oplevet i mine klasser, så kan jeg virkelig godt lide det meditative. I bevægelser, tanker, stræk og flows. Og derfor passer yoga nidra så fint ind hos mig.
Yoga Nidra betyder “yogiens søvn”, og er en fantastisk og dybt afstressende teknik, hvor du guides igennem flere lag og ind i en dyb meditativ tilstand.
Du ligger på en yogamåtte, og skal så vidt det er muligt blive liggende helt stille under hele nidraen. Så du skal ligge dig godt til rette, hvorfra du vil blive guidet gennem flere forskellige trin, der vil sætte gang i en dyb healing og hvile i både krop, sind og følelser.
De forskellige trin vil være at starte med at sætte en Sankalpa, som er en dybtfølt intetion helt inde fra dit hjerte. Et ønske op noget du gerne vil opnå, og som du siger til dig selv tre gange i nutid. Som om det allerede er gået i opfyldelse, da det skærper dit billede af at det går i opfyldelse.
Det kan være en sankalpa for nidraen alene fx “jeg mærker min vejrtrækning” eller “jeg er glad og afslappet”, eller større perspektiver i livet som fx “jeg er i balance”, “jeg er glad og positiv” eller lign.
Du bestemmer, for det kommer fra dit hjerte.
Herefter guides du gennem en kropsscanning efterfulgt af fx fokus på vejrtrækningen, visualiseringer, sanser og følelser indenfor et tema. Alt dette er forudbestemt af den, der guider dig gennem din yoga nidra. Du skal blot give dig hen.
Afslutningsvis gentager man sin sankalpa og bliver guidet tilbage til sin bevidsthed om at ligge på yogamåtten.
Man kan kalde det en form for vågen søvn. Det er nemlig meningen at du skal holde dig vågen under nidraen. Mange oplever at falde i søvn, hvilket er helt ok. Din underbevidsthed hører stadig, hvad der bliver sagt, og du kan med tiden blive bedre til at “være tilstede”.
Jeg oplevede under en yoga nidra at lyden af blid musik blev skruet ned undervejs, og da jeg nævner det for min underviser, smiler hun og siger: “Det var kun dig der skruede ned”. Jeg hørte musikken, og det der blev sagt, men det blev fjernt og let.
Det er fantastisk!
Undersøgelser viser faktisk at 30 minutters Yoga Nidra har de samme positive virkninger som 4 timers søvn!
I USA har man stor succes med at bruge denne yoga form til soldater med PTSD, da det reducerer stress i kroppen.
Jeg ser rigtig meget frem til at åbne op for denne verden, i studiet, så du kan få glæde af det på egen krop.
Kh K