Yamas og Niyamas er yogafilosofiens livsvejledning. Et etisk kompas, der guider dig.
Når vi taler om yoga, er det ofte de fysiske stillinger, asanas, vi først kommer til at tænke på. Men yoga er meget mere end bevægelse. I Patanjalis Yoga Sutras – en af de klassiske yogatekster – beskrives yoga som en ottegrenet vej, som kort fortalt handler oom at forene og forbinde os til både os selv og til alt omkring os, med det som mål, at opnå SAMADHI – fuldendt oplysning.
De to første grene er yamas og niyamas. De kan ses som yogafilosofiens etiske kompas: retningslinjer for, hvordan vi lever både i forhold til andre og os selv – altså fundamentet. Man kan sige, det er “hvordan vi er i verden” (yamas) og “hvordan vi er med os selv” (niyamas).
Yamas – de etiske retningslinjer i forhold til andre
De handler om, hvordan vi møder verden og mennesker omkring os:
- Ahimsa – ikke-vold
At handle med venlighed og undgå at skade (både fysisk, mentalt og verbalt – også overfor os selv). - Satya – sandfærdighed
At være ærlig i tale og handling – men med omtanke, så sandheden ikke bruges som en hammer. - Asteya – ikke-stjæle
Ikke tage, hvad der ikke er givet – også ting som tid, energi og opmærksomhed. - Brahmacharya – mådehold
Ofte oversat som seksuel afholdenhed, men i en moderne kontekst handler det mere om at forvalte sin energi klogt og ikke lade sig dræne af overforbrug. - Aparigraha – ikke-grådighed
At slippe trangen til at eje og kontrollere, og i stedet nyde det, man har.
Niyamas – de personlige retningslinjer
De handler om, hvordan vi møder os selv og vores praksis:
- Shaucha – renhed
Både kropsligt (mad, omgivelser) og mentalt (klare tanker). - Santosha – tilfredshed
At finde glæde og ro i det, der er, i stedet for altid at jage noget andet. - Tapas – disciplin / indre ild
Dedikation til praksis og til at udvikle sig, også når det er udfordrende. - Svadhyaya – selvstudie
At lære sig selv at kende gennem refleksion, studie af tekster og bevidst nærvær. - Ishvarapranidhana – hengivelse til det større
At slippe behovet for at kontrollere alt og læne sig ind i tillid – hvad end man kalder det universet, naturen, Gud eller bare livets flow.
Hvorfor er det vigtigt?
Yamas og niyamas er ikke regler, men små pejlemærker, som kan hjælpe os til at leve mere i balance. De minder os om, at yoga ikke kun sker på måtten – den udfolder sig i vores relationer, i vores selvomsorg og i de små valg, vi træffer hver dag.
Når vi begynder at integrere disse principper, opdager vi ofte, at yoga bliver mindre en “træning” og mere en måde at leve på.
De otte grene –
-
Yamas – etiske retningslinjer i forhold til andre (fx ahimsa = ikke-vold).
-
Niyamas – personlige retningslinjer i forhold til os selv (fx santosha = tilfredshed).
-
Asana – de fysiske stillinger, som vi typisk forbinder med yoga i dag.
-
Pranayama – åndedrætsøvelser og regulering af livsenergi gennem vejrtrækning.
-
Pratyahara – tilbagetrækning af sanserne, at vende opmærksomheden indad.
-
Dharana – koncentration, at holde fokus på én ting ad gangen.
-
Dhyana – meditation, en mere flydende og vedvarende tilstand af nærvær.
-
Samadhi – enhed, en meditativ absorption, hvor individet oplever forbindelse med det større hele.
De første fire (yamas, niyamas, asana, pranayama) regnes ofte som de mere “ydre” praksisser, der forbereder os på de indre (pratyahara, dharana, dhyana, samadhi).